Kasserede lagner og duge lever videre som kokkejakker på Restaurant Marchal

Kasserede tekstiler og en Michelin-restaurant. Det lyder måske ikke som en velkendt duo, men det er dog ikke desto mindre tilfældet på den anerkendte Michelin-restaurant Marchal, der er beliggende i stueetagen på Hotel d’Angleterre i København. For her kokkererer personalet i køkkenet nu i kokkejakker, der er fremstillet af kasserede duge og lagner.

På Restaurant Marchal er intet tilfældigt. Restauranten oser af stilrent design, og maden er helt ud over det sædvanlige. Derfor kan det også være svært at forestille sig, at man netop her har valgt kokkejakker af aflagte tekstiler. Og så alligevel ikke.

For som en af landets mest anerkendte restauranter, tænker køkkenchef, Jakob de Neergaard, og resten af hans team selvfølgelig også over, hvilket aftryk, de sætter på verden – og hvordan de med forskellige tiltag kan gøre en forskel.

I dag kokkererer kokketeamets mænd derfor i kokkejakker fremstillet af kasserede duge, mens kvinderne er iført jakker, der er fremstillet af kasserede lagner.

– Som mange andre tænker vi naturligvis også over, hvilket aftryk vi sætter på verden. Og velvidende at tekstilindustrien ikke ligefrem har positiv indflydelse på miljøet, var det oplagt at kigge på vores tekstilforbrug. For det giver rigtig god mening, at man bruger de tekstiler, man allerede har til rådighed i stedet for at producere nyt. Så hele tanken og konceptet om at give nyt liv til aflagte tekstiler, er noget vi gerne vil støtte op om, siger Jakob de Neergaard, der siden 2021 har været køkkenchef på Marchal.

Genbrugstekstiler skal rime på design, komfort og kvalitet

For Jakob de Neergaard er komfort, design og kvalitet altafgørende, når det gælder valget af beklædningsløsninger. Som kok tilbringer man nemlig mange timer i køkkenet, og det er derfor vigtigt, at arbejdsbeklædningen hverken kradser eller strammer de forkerte steder – og så skal det selvfølgelig kunne holde til den daglige slitage.

Derfor lægger han heller ikke skjul på, at han gjorde sig nogle overvejelser forud for valget af de upcyclede kokkejakker. For kunne de nu leve op til den ønskede kvalitet?

– Jeg tror, det er meget naturligt at stille spørgsmålstegn ved kvaliteten og udseendet af en løsning, som er lavet af aflagte materialer. Men så snart vi så og fik prøvet jakkerne, blev det tydeligt, at man ikke behøver at gå på kompromis med design, komfort og kvalitet, selvom man går med en upcyclet løsning. Og netop kvalitet og design betyder meget for os, da vi jo skal se præsentable ud – og særligt når vi er blandt vores gæster, fortæller han.

Ifølge Jakob de Neergaard kan genbrug, æstetik, komfort og kvalitet dermed godt gå op i en højere enhed, og de nyproducerede tekstiler behøver derfor ikke nødvendigvis at være førstevalget.

“Det giver rigtig god mening, at man bruger de tekstiler, man allerede har til rådighed i stedet for at producere nyt. Så hele tanken og konceptet om at give nyt liv til aflagte tekstiler, er noget vi gerne vil støtte op om.”

Jakob de Neergaard

Køkkenchef, Restaurant Marchal

En del af noget større

De upcyclede kokkejakker er en del af konceptet Textilia upcy, der giver nyt liv til ellers kasserede tekstiler. Konceptet er født ud af en cirkulær tankegang og giver brug-og-smid-væk-kulturen kamp til stregen. Læs mere om konceptet her.

Få TEXTILIA-NYT direkte
i din indbakke

Textilia mappe