Vaskeri i Aalborg hjælper tidligere kriminelle ind på arbejdsmarkedet

Vejen ind på arbejdsmarkedet kan være svær – og særligt hvis man har været på kant med loven. Men på vores vaskeri i Aalborg tror man på det bedste i folk, og derfor har vaskeriet nu budt velkommen til flere nye kolleger, der tidligere har været i konflikt med lovens lange arm.

For selvom man har været kriminel, behøver det ifølge afdelingen ikke at være ensbetydende med, at det er en vej, man ønsker at forfølge fremadrettet – tværtimod.

– Vi tror på det bedste i folk, og hvis vi kan give nogle mennesker et håb og en chance til at opbygge en tilværelse uden kriminalitet, så agerer vi gerne et stabilt fundament. For skal de gøre sig forhåbninger om at blive resocialiseret i samfundet og på arbejdsmarkedet igen, kræver det jo, at vi er villige til at se ud over deres tidligere gerninger, og at man tror på dem, siger Jeppe Lundø Tørning, der er afdelingschef på vaskeriet i Aalborg.

Derfor var han også hurtig til at takke ja til at høre mere, da organisationen High:Five i foråret sidste år rakte ud for at lufte mulighederne for et samarbejde.

Hos High:Five hjælper man nemlig virksomheder med at ansætte og fastholde tidligere straffede i ordinære jobs eller uddannelsesforløb.

– Det føltes bare helt rigtigt og som noget af det mest naturlige i verden at indgå et samarbejde med High:Five. Allerede efter første møde kunne jeg mærke en glæde og en begejstring over samarbejdet, udtaler Jeppe Lundø Tørning.

I dag har afdelingen i det nordjyske tre nye kolleger ansat og flere er på vej, der alle enten er løsladt eller tilknyttet udslusningsfængsler. Og ifølge Jeppe Lundø Tørning går det rigtig godt.

– Vores nye kolleger er ansat på fuldstændig samme vilkår som afdelingens øvrige medarbejdere, og man kan mærke, at de er glade for at gå på arbejde. Et par af dem har endda allerede avanceret til nye opgaver, og det siger virkelig noget om deres gåpåmod, siger Jeppe Lundø Tørning.

Vi tror på det bedste i folk, og hvis vi kan give nogle mennesker et håb og en chance til at opbygge en tilværelse uden kriminalitet, så agerer vi gerne et stabilt fundament

Jeppe Lundø Tørning.

Afdelingschef på vaskeriet i Aalborg

Faste rammer og forventninger i hverdagen

Også i High:Five glæder man sig over samarbejdet. Virksomheder som Textilia er nemlig med til at give de tidligere kriminelle noget at stå op til og med til at nedbryde de fordomme, der kan være om tidligere straffede.

– Bag de faste rammer, kravene til de ansatte og den direkte tone, mærker man tydeligt, at hjertet er på rette sted. Og det passer vores målgruppe rigtig godt, når de ikke er i tvivl om, hvad der forventes af dem og samtidig mærker, at nogen tror på dem, lyder det fra Trine Skibelund, der er konsulent i High:Five og som arbejder tæt sammen med vaskeriet i Aalborg.

Textilia på besøg i Kragskovhede Fængsel

Ud over det gode samarbejde om de foreløbige ansættelser har Jeppe Lundø Tørning også været en tur forbi Kragskovhede Fængsel i forbindelse med en jobdag. Her præsenterede han jobmulighederne, arbejdsopgaverne og Textilias værdisæt, der resulterede i mange spørgsmål og stor interesse fra de indsatte.

Hvor mange nye ansigter afdelingen fremadrettet kommer til at byde velkommen til, kan kun tiden vise, men en ting er sikkert; nemlig at samarbejdet har været en stor succes.

Få TEXTILIA-NYT direkte
i din indbakke

Textilia mappe